HF på 3 år - hvis du er ordblind eller har særlige behov

På Nordvestsjællands Hf og VUC kan du tage en 2-årig HF over 3 år, hvis du er ordblind eller har særlige behov. Under uddannelsen får du mere tid til både lektier og den støtte, der eventuelt er behov for. 

Ekstra støtte og hjælpemidler

På Nordvestsjællands Hf og VUC har vi et ganske særligt tilbud til dig, som har brug for et ekstra år til at tage en HF-uddannelse.

 

Med en HF over tre år vil den ugentlige skemalagte tid være begrænset til ca. 23 lektioner. Det giver dig mere tid til at lave lektier, og det giver dig tid til at modtage den støtte, som du har behov for.

 

Du har mulighed for forskellige former for støtte afhængigt af dit behov. Det kan fx være ordblindeundervisning eller studiestøtte i form af mentor- eller SPS-støtte. Hvilken form for støtte du tildeles, afklarer du med studievejlederen eller klasselæreren i starten af skoleåret. Er du ordblind tages der særlige hensyn til din ordblindhed, bl.a. i form af konkrete værktøjer og IT-hjælpemidler.

 

Du går i en stamklasse med faste undervisere

Det skal understreges, at HF på 3 år er en helt almindelig HF. Det særlige ved denne tilrettelæggelse er, at undervisningen er tilrettelagt over et ekstra år. Der foregår ikke specialundervisning. 

 

De to første år er du i en stamklasse med en klasselærer og en fast studievejleder. Det sidste år på uddannelsen skal du bl.a. vælge en såkaldt fagpakke, som toner undervisningen. 

 

Dine undervisere er faste undervisere, der har stor erfaring med faget og er dedikerede ift. at undervise elever, der har særlige behov.

HF på 3 år er for dig, der:

 

  • har gennemført folkeskolens 9. eller 10. klasses afgangsprøve.
  • er ordblind.
  • er diagnosticeret med en psykisk diagnose som angst, depression, ADHD eller inden for autismespektret – eller af andre grunde er psykisk sårbar.
  • drømmer om at tage en HF og samtidig har brug for overskuelige rammer, tryghed og professionel støtte.
  • gerne vil gå et sted, hvor der er plads til at være dig!

 

Hvad får du?

 

  • En gymnasial eksamen som giver adgang til videregående uddannelser.
  • Særlige kontaktpersoner som kan hjælpe med råd og vejledning
  • Tid til lektier og ca. 23 lektioner om ugen.
  • Længere tid til både skriftlig eksamen og til forberedelse til mundtlig eksamen.
  • Studietur, kulturelle og sociale aktiviteter.
  • Trygt miljø – vi møder dig, hvor du er.

 

Er du ordblind, får du desuden:

 

  • Test og vejledning af specialuddannede ordblindelærere.
  • Hjælpemidler og strategier, som gør livet som ordblind lidt lettere.
  • Mulighed for at få en bærbar computer med stave/læseprogrammer stillet til rådighed samt undervisning i IT-hjælpemidler og hjælpe­programmer.

 

Ansøgning

Du søger ind via den normale ansøgning til den 2-årige HF på optagelse.dk. Her er det dog vigtigt, at du skriver, at du søger HF på 3 år, så du kan blive optaget i den rigtige klasse. Det er desuden vigtigt, at du medsender alle relevante eksamensbeviser og dokumentation for din funktionsnedsættelse.

 

Man kan søge en HF på 3 år direkte fra 9. eller 10. klasse.

Studieinfo

Vi har samlet en række af informationer, der er relevante, når man enten går på skolen eller ønsker at tilmelde sig en uddannelse. Har du andre spørgsmål, er du altid velkommen til at henvende dig i receptionen eller i studievejledningen.